Kender du T-tallerkenmodellen? Det er en god måde at få fyldt nok af de rigtige ting på tallerkenen. Forestil dig en tallerken. Du laver et stort T på den. Den øverste linje/bjælke af T’et skærer tallerkenen over på midten og den nederste halvdel bliver på den måde delt i 2 kvarte. I den øverste del af tallerkenen (halvdelen) skal du lægge grønsager. I en af de nederste kvarte skal du lægge kød og i den anden kvarte ligger du stivelsesholdige kulhydratkilder som brød, pasta, ris, kartofler osv.
Og hvis der ikke er tilsat fedt til maden og det ikke i sig selv har et pænt fedtindhold, så tag noget olivenolie, rapsolie, avocadoolie, nøddeolie og hæld over alle felterne, så du får noget fedt tilføjet.
T-modellen gør det nemt at vælge de rigtige mængder når du fx spiser fra buffet. T-tallerkenmodellen er ikke så anvendelig når du vil spise sandwich eller lasagne, hvor maden er ”blandet”, men du kan stadig forestille dig T-formen og tjekke at du får de rigtige proportioner.