Alt for mange af os varmer ikke ordentligt op inden vi går i gang med selve træningen – og slet ikke når vi træner for os selv. Opvarmning er ekstremt vigtigt for at du kan træne optimalt.. Formålet med opvarmning er at forberede kroppen på det efterfølgende stykke arbejde, så musklerne varmes op, energiprocesserne kan forløbe mere effektivt og du ”tænder” mentalt på træningen du skal i gang med. Kroppen kan ikke gå fra passivitet til fuld kraft frem med god effektivitet uden at være varmet ordentligt op. Dvs. din ydeevne er nedsat uden opvarmning i forhold til, når du er varmet op. Det betyder, at du kan yde mere, når du er varm og dermed blive ved i længere tid eller du kan yde mere i den tid du er i gang. Opvarmningen forbygger også akutte skader i muskler og led. En muskel der er ”kold” er mindre eftergivelig og vil lettere kunne rives lidt i stykker eller overspænde end en varm og smidig muskel. Opvarmning er ikke bare opvarmning!  Du skal lave opvarmningsøvelser, der er tilpasset den aktivitet du vil i gang med. Vil du i gang med løb, er gang og jogging god opvarmning. Cykler du, så start i et lavt gear og et roligt tempo og sæt langsomt intensiteten op. Vil du lave muskeltræning, så er det vigtigt at du starter ud med lav belastning i øvelsen og først gør øvelsen hårdere, når musklerne er varme.