Når du laver øvelser for ryggen vil rygmusklerne naturligvis blive ømme. Det kan også ske, når du laver maveøvelser. Der kan være flere forskellige årsager til at du oplever for stor ømhed i musklerne i ryggen, når du træner maven:
–    korte rygstrækkere
o    hvis dine rygmuskler er stivere end de burde være, vil de holde igen når du bevæger ryggen mere end hvad de er smidige til. Når ryggen rundes eller drejes skal rygmusklerne give sig – og gør de ikke det vil det være pga. en øget spænding i dem – og det kan opleves som ømhed over lænden. Stræk rygmusklerne inden du laver mavetræning hvis du er stiv i musklerne.
–    svage mavemuskler
o    jo mindre dine mavemuskler kan arbejde under øvelserne jo mere er hoftebøjermuskler og rygmuskler nødt til at tage over. Husk at starte ud med øvelser du kan udføre korrekt og kontrolleret og som du kan mærke i maven. Ellers er øvelsen på for højt niveau for dig.
–    manglende spænding af den tværgående mavemuskel
o    hvis den tværgående mavemuskel ikke er spændt, når du laver øvelserne(hvis du ikke suger maven ind, lægges der uhensigtsmæssig meget belastning på lænden – og det kan give ømhed i musklerne, når du træner. Sørg for at suge navlen ind i alle øvelser og forestil dig også at du skal modtage et bokseslag i din mave – så er maven muskler spændt optimalt til at klare god træning.
–    Rygproblemer
o    Hvis du har rygproblemer, kan træning af mave og ryg give øget ømhed. Du skal vurdere om ømheden er ok eller du bør holde inde med øvelsen. Bevægelserne kan nemlig trykke på nervetrådene, så de afklemmes og dermed skaber ømhed eller direkte smerte. Oplever du fornemmelse af følelsesløshed i ben, arme eller huden omkring lænden, når du laver maveøvelser skal du konsultere en fysioterapeut eller anden professionel kropsterapeut og få kigget på problemet.

Læs meget mere om grundlæggende teknikker, der gør din mave- og rygtræning effektiv i bogen; Flad mave for altid.